Det skal du vide om testamenter

Det skal du vide om testamenter

21. december 2021 0 Af Redaktionen

Selvom det for mange er ubehageligt at tænke på, skal vi alle sammen herfra en dag. Det er et faktum. Når du engang ikke er her længere, vil du højest sandsynligt efterlade en del værdier. Det kan både være penge, men også møbler, smykker og meget mere.

Hvis du gerne selv vil fordele, hvem der skal arve hvad, skal du oprette et testamente. Hvis ikke du gør det, vil dine ejendele i stedet blive fordelt efter de arveregler, der gælder på det tidspunkt. Et testamente er derfor din chance for at udtrykke din sidste vilje.

Sådan bliver et testamente udformet

I princippet kan du selv skrive et testamente på en serviet og så ellers gemme det i en tilfældig skuffe, indtil du ikke er her længere. Det vil i teorien være juridisk gyldigt. I virkeligheden vil et sådant testamente formentlig blive bestridt. Hvis et testamente blive bestridt, kan det blive erklæret ugyldigt. I så fald vil arvereglerne træde i kraft, og du får altså ikke din sidste vilje efterlevet.

Derfor er det en god idé at kontakte en advokat, der har specialiseret sig inden for arveret. Han eller hun kan hjælpe dig med at udforme et testamente, der ikke kan blive erklæret ugyldigt.

Du skal oprette et notar- eller vidnetestamente

En advokat kan hjælpe dig med testamentets indhold, så det lever op til lovgivningen inden for arveret. Når testamentet er blevet udformet, skal du vælge, om det skal være et notar- eller vidnetestamente. Her vil størstedelen af alle advokater, hvis ikke alle, anbefale dig et notartestamente.

I så fald skal du ned til din lokale byret og underskrive testamentet foran en notar. Det er vigtigt, at du medbringer billede-ID, så notaren kan se, at det rent faktisk ér dig, der underskriver dokumentet.

Hvis du er forælder til børn under 18 år

Hvis du er enten mor eller far til et barn under 18 år, kan du også vælge at oprette et børnetestamente. I børnetestamentet kan du angive hvem, der skal have forældremyndigheden over dit barn, hvis du dør inden dit barn fylder 18 år.

Børnetestamentet er dog ikke et endegyldigt testamente. Det er mere en ønskeliste, som de sociale myndigheder kan tage udgangspunkt i. De sociale myndigheder skal nemlig vurdere, om de personer, som du nævner i børnetestamentet, er egnet som forældre.

Derudover skal de nævnte personer i børnetestamentet naturligvis også have lyst til at få overdraget forældremyndigheden over dit barn.