Sæt dit personlige præg på køkkenet

Sæt dit personlige præg på køkkenet

25. april 2018 0 Af Redaktionen

Hvorfor vælger vi stadig hvide køkkener? – Hvis du har overvejet det, imens du har søgt efter et køkken, der passer til dig, så kan et af svarene være, at det gør det muligt for dig at sætte dit personlige præg på køkkenet, og dermed gøre det helt unikt. Hvis du drømmer om at ændre dit hvide køkken, så kan du herunder finde nogle tips til, hvordan du kan gøre dit køkken mere personligt.

Personliggør dit hvide køkken

Blomster, grønne planter og materialer i træ
Et hvidt køkken kan komme til at se lidt sterilt og koldt ud, men det er muligt at tilføre køkkenet mere varme og personlighed. Du kan vælge at tilføje mere liv til rummet ved at sætte blomster og grønne planter derud. Især krydderurter vil være et oplagt valg for et køkken. Derudover kan træfarve også give køkkenet mere varme og give et mere hyggeligt udtryk, så dit køkken ikke kun er sort eller hvidt. Du behøver selvfølgelig ikke at have et træ stående i dit køkken, i stedet kan du vælge en billig og nem løsning, ved at lade dine skærebrætter, i træ, være synlige og lænet op af væggen. Du kan også vælge en lidt større løsning, som er at udskifte bordpladen eller andre køkkenelementer med materialer i træ.

Kakler og fliser
Der findes mange forskellige slags kakler og fliser på markedet, og det kan give mange muligheder. Igen vil de farvede kakler eller fliser kunne give dit hvide køkken et andet udtryk. Du kan indføre dem i dit køkken, ved at sætte dem på væggen eller din bordplade. Du kan personliggøre dit køkken med fliser eller kakler, da du selv kan vælge farverne og mønsteret, og derved gøre dit køkken unikt.

Hylder og udstilling
Hvis du vælger at have hylder i dit køkken, så kan det være med til at skabe luftig stemning i dit køkken, da for mange overskabe kan få dit køkken til at virke tungt. Derudover kan du vælge at dekorere hylderne, som du vil, enten med maling, glansbilleder eller tapet, hvilket kan give et personligt præg. Foruden dette giver hylderne dig også mulighed for at udstille nogle af dine yndlingsting. Du kan vælge at have planter eller krydderurter stående på en hylde. Du kan dog også vælge at have nogle af dine yndlingskogebøger stående, eller måske har du noget service, som du gerne vil udstille. Hvis du vælger at fremvise noget service i keramik, så kan det give et råt udtryk, hvis det er det, du ønsker.

Overvej brugen af kontraster

En af de større ting du kan vælge at gøre ved dit køkken, er at bruge kontraster. Disse kontraster kan være både farver og materiale. Du kan for eksempel vælge at have et helt hvidt køkken, men med en mørk bordplade i laminat eller en mørk træsort. Derudover kan du vælge at have køkkenelementer, for eksempel et køleskab eller et komfur, som står i kontrast til selve køkkenets konstruktion, og derved skabe et sammenspil mellem farverne. Dermed behøver et hvidt køkken ikke at være kedeligt og sjælløst.