Forsvinder pengene lidt for hurtigt? Så har du måske købemani

Forsvinder pengene lidt for hurtigt? Så har du måske købemani

20. april 2019 Slået fra Af Redaktionen

Synes du, at pengene hurtigt slipper op i din hverdag, så kan vi fortælle dig, at du ikke er alene med dette problem. Rigtig mange lider i dag af købemani, som er en afhængighedslidelse, der får konsekvenser for dig og din økonomi. Hvis du er en af dem, eller hvis du kender en, der måske lider af købemani, så kan du her læse om, hvad det drejer sig om, og hvordan du kan hjælpe dem eller dig selv tilbage på sporet.

 

Hvad er købemani?

Købemani er som nævnt en afhængighedslidelse, ligesom vi kender det fra f.eks. ludomani. Denne afhængighed bunder i, at man får et kick, når man udlever trangen til at købe, hvilket fører til, at din hjerne udskiller dopamin. Dette stof giver dig en følelse af lykke, og det er den følelse, vi også oplever ved f.eks. forelskelse, hvor alle andre følelser træder i baggrunden. Købemani handler altså om, at man ikke kan kontrollere, hvad man køber, og hvor meget man køber. Det vil efterfølgende bunde i dårlig samvittighed, hvilket igen vil øge trangen til at få et kick ved at købe nyt tøj eller dyre møbler.

 

Hvornår er jeg afhængig?

Købemani er i dag særdeles udbredt blandt danskerne, og undersøgelser viser, at cirka 300.000 danskere lider af det, som vi i daglig tale omtaler som overshopping. Derfor er du langtfra alene om disse problemer, men hvornår er du egentlig afhængig? Først og fremmest er et tegn på købemani, at alle dine tanker kredser omkring indkøb og om at planlægge din næste shoppingtur, da du vil opleve en voldsom trang til at foretage nye indkøb hele tiden. Det vil føre til en dyb skyldfølelse, som forværrer dit syn på dig selv. Samtidig er en god indikator også, om du har et budget. Hvis du hver måned ender i overtræk eller ikke kan vurdere, hvor mange penge du har til rådighed, så kan det være tegn på købemani.

 

Købemani bunder ofte i en dårlig selvtillid og et forvrænget syn på sig selv. Derfor vil du også føle skyld, fortvivlelse over dig selv og din manglende evne til at stoppe op og tænke dig om, inden du køber. Samtidig vil hvert indkøb gøre dig skuffet, ked af det, vred eller tom indeni. Oplever du, at dine indkøb påvirker dit forhold til familie og venner i en negativ retning, så er det også med at stoppe op og få noget hjælp.